Vi ankommer til pladsen kl 1315 og efter at have meldt os i receptionen, og betalt for opholdet, kører vi ind på pladsen og finder det sted der passer os bedst. Sådan fungerer det her, på en stor campingplads med mere end 300 enheder.
Hos DCU betaler man for opholdet ved ankomsten, med mulighed for at forlænge såvel som at få penge tilbage i fald opholdet bliver af kortere varighed end forventet.
Der er mange gæster der kører fra campingpladsen i dag, men overraske nok kommer der mindst lige så mange nye til. Totalt er vi mange gæster, men man mærker det ikke på den store plads.
Kølig luft med blå himmel og 4 s/m vind, gør det til en behagelig sommerdag, som vi bruger på en cykeltur til Hvide Sande. Her er også mange turister, hvor tyskerne nok er i overtal.
Hvide Sande er en by med dybe rødder i fiskeriindustrien, og det mærkes tydeligt i byens atmosfære. Fiskerihavnen er byens livsnerve og et fascinerende sted at besøge. Vejret ved Nordsøkysten kan være omskifteligt, så det er altid en god idé at være forberedt på lidt af hvert. Byens omkringliggende natur er en anden stor attraktion; de vidtstrakte klitter og det vilde Vesterhav giver fantastiske naturoplevelser.
I dag står formiddagen på vandretur ved havet. Vi er stadig begunstiget af (her på egnen) stille vejr med vind fra syd i styrke 3 til 4 m/s, og det er ganske behageligt at være ude i.
Der er bygget en vindmøllepark med 20 møller tæt på kysten, og det er nyt siden vi var her tilbage i 2022. Halvdelen af møllerne stod stille i dag, måske mangler der aftagere til strømmen?
Eftermiddagen brugte vi på en cykeltur til Søndervig. Regnbyger gjorde os våde både ud og hjem, så det blev en afkortet tur. Der er heller ikke meget at se/opleve i Søndervig, for gæster i vores alder.
Holmsland Klit er den 40 km lange og 1-2 km brede klittange, der afskærer Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. Midt på Holmsland Klit ligger byen Hvide Sande på det sted, hvor tangen 1909-10 blev gennemgravet.
De er her hver dag i større og mindre grupper og spiser alt hvad de kan finde. Rester fra campisternes frokostborde, men hovedsagelig orme og insekter som de hakker frem imellem græsset. De små flokke bliver hen på eftermiddagen til større flokke for til sidst at blive en enorm sværm, der søger ned i området i og omkring Tøndermarsken. Her danner de enorme flokke som kendes under begrebet ”Sort Sol”, inden de sætter sig til ro for at sove i sivene.
I aften pakker vi fortelt og øvrigt grej, så vi er klar til at køre videre i morgen formiddag. Næste mål er DCU Camping Holstebro
Det er det officielle navn i dag, men forvirringen kan let indtræffe. Før DCU fik ny formand hed pladsen Mejdal Sø Camping (det skriver de stadig på deres officielle papirer), men spørger man Google Maps hvad søen hedder, er navnet Vandkraftsøen.
Det ændrer ikke ved at vi er kommet til Holstebro på ovennævnte plads, som vi aldrig har besøgt tidligere. En mindre campingplads med ordnede forhold og rent og nydeligt overalt. Og så er der kun 2 km til det centrum af byen, som vi tænker at besøge i morgen.
I dag besøger vi Holstebro city, - kunstens by.
Holstebro er én af Danmarks kulturelle perler. Byen er karakteristisk ved sine mange kunstværker i bybilledet. Man kan spadsere en tur i gågaden Nørregade, der er én af Danmarks ældste og smukkeste gågader. Her er man omgivet af skulpturer, kunstcirkler og vandkunst i hele gågadesystemet. Se efterfølgende billedgalleri.
Turen på 9 km bliver belønnet med en velsmagende burger/hvidvin på Cafe Sprød.
Vi tager på tur i dag, i bil, ud i nærområdet og starter i Vemb for at opleve Flamingo Naturpark
Citat om parken:
"Flamingo Naturpark ved Vemb er en spændende blanding af natur og forunderlige haver. Her er pavilloner, søer, vandfald, hyggelige siddesteder, ønskebrønd, springvand, Slyk Kloster og meget meget mere. På din tur rundt i parken vil du opleve, at natur og park blander sig i skøn forening, så hold derfor øje med dyrespor, ællinger og andre dyreunger i parken."
Parken lider af penge mangel for se manglende vedligeholdelse, så besøget var ikke helt som forventet.
Fra Vemb går turen videre til Bovbjerg Fyr, hvor vi har været tidligere. Vesterhavet er hård ved kysten, så vi var interesseret i at se hvor slemt det stod til. Det er voldsomme kræfter der er på spil her, og meget af kysten er forsvundet de seneste 10 år.
På samme konto ligger Fjaltring Kirke i fare for at styrte i havet. Ikke i morgen, men inden for den nærmeste årrække.
På vejen tilbage til Holstebro stopper vi i Thorsminde for at få frisk fisk med hjem.
Torsdag, den 22. august 2024
Mejdal / Vandkraftsøen
I dag skal vi en gåtur omkring Vandkraftsøen (8 km) og det bliver en formiddagstur fordi der er varslet regnvejr i eftermiddag og aften. Der er anlagt en sti tæt på søen og stien følger terrænet gennem eng, skov og markarealer med får mm. En smuk tur der godt kunne havde tålt lidt sollys, men det var der ikke i dag.
I morgen er der afrejse herfra og dermed er denne rejse afsluttet, men allerede fra starten af september er der en ny tur på bedding, hvor vi vil have fokus på København.
Om sø og å
Vandkraftsøen er en cirka 70 hektar stor kunstig sø, beliggende umiddelbart øst for Holstebro by. Den blev dannet i 1941 ved en opstemning af Storå i forbindelse med etablering af Holstebro Vandkraftværk. Søen er oversvømmet ådal og er derfor smal og langstrakt i formen.
Storå er Danmarks næst længste å på ca. 104 km, som slynger sig gennem Holstebro på strækningen fra Ikast, over Herning, gennem Holstebro til den til sidst ender i Nissum Fjord. Storå er gennem tiden blevet kendt for Storålaksen, som hvert forår trækker mange turister til området.
Dagbogen slutter her
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes