Søndag, den 13. marts 2022.
Sæson 2022 startede i dag kl 10:00 med afgang til Ribe Camping. Flot vejr med 6 gr. varme som et par timer senere blev til 10 gr., solskin og stille vejr.
Vi ankommer til Ribe kl. 12:00 og så er der frokost og søndag eftermiddag med avis og en lille en på øjet. Sæsonen tegner godt. Senere bliver der tid til at inspicere pladsen og de lokaler vi skal gøre brug af på turen ’Sydvestjylland’. Det ser lige så fint ud som resten af den velplejede og topfine campingplads.
Solen har skinnet hele dagen og har også sneget sig ind i stuen.
Hytterne her på pladsen er nye og standarden høj, - det er prisen sikkert også
Tirsdag, den 15. marts 2022
I dag rykker vi videre sydpå til Møgeltønder. På vej hertil stopper vi ved Marsk Tower for at få et par aftaler på plads vedrørende besøget i august. En tæt tåge ligger i hele området så godt det ikke var i dag besøget med DCU-gæsterne skulle afvikles.
Onsdag, den 16. marts 2022
En stille dag i Møgeltønder. Formiddagene her er med nogen tåge, men hen over dagen brænder solen igennem og så kommer varmen. Vi besøger Vidå sluserne for at besigtige caféen som vi har planer om at benytte i august i fald vejret bliver dårligt, men der var alt lukket i dag – Covid 19. Hos Højer Pølser blev vi budt velkommen af Anja, som skal være vores vært og guide ved samme tur. Nu er det hele ved at være på plads.
Eftermiddagen bruger vi til en tur i det friske vejr. Marianne op igennem byen og tilbage igen 6,5 km. Selvfølgelig i hendes tempo med nu godt på vej. Jeg tog en tur ud over marsk markerne for at se på fugle og dyr – 9 km.
Torsdag, den 17. marts 2022
Den tur vi er på nu er for at få campingsæsonen skudt i gang, men vi har også haft brug for at få forskellige aftaler på plads i Møgeltønder og Ribe, og det er alt sammen gået helt fint. Når vi er kørt ca 25 ind i Tyskland til Megelby er det for at få testet om det Wi-Fi abonnement med 25 GB EU-data rent faktisk fungerer inden vi skal ud på de længere ture ned i Europa senere på året. Det hele fungerer.
Det har regnet en god del af dagen, men de næste par dage er der lovet sol igen og 10 til 12 graders varme.
Lørdag, den 19. marts 2022
Her til formiddag besøger vi Kirsten og Niels-Jørgen i deres sommerhus i Brunsnæs og derfra videre til en let frokost på café Torve Hallerne i Sønderborg.
Vejret er flot og Mariannes brækkede ben i god bedring så vi får også gået en promenade-tur langs havnen og rundt om slottet. Der er mange mennesker i byen og iskioskerne har en særlig travl dag, der er godt gang i butikkerne. I morgen går turen hjem til Høring.
Her slutter dagbogen
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes