Søndag, den 20. august 2023
Vi har startet vores sensommertur til Kroatien.
Gennem hele ugen har vi gået og forberedt os på turen og da alt var på plads og vejret godt, besluttede vi at køre afsted. Afgang fra Hørning kl. 12:00 for at køre den korte strækning til Camping Storebælt, hvor vi har første ophold.
Mandag, den 21. august 2023
Igen en solrig dag i Danmark. Vi giver os god tid her til morgen og nyder udsigten til ’den store bro’ over bæltet, som her helt tæt på er imponerende.
Omkring kl. 10:30 sætter vi kurs mod Strøby, og har god tid, så allerede i Sorø stopper vi igen.
Marianne har fundet ud af at vi skal en tur rundt om Sorø Sø, så det gør vi.
9 km og et par timer senere, efter frokost under bøgetræerne, kører vi videre og når til Stevns Camping sidst på eftermiddagen.
Tirsdag, den 22. august 2023
Besøger Charlotte og Hans Christian, men inden måtte jeg en tur til Solrød for at hente en sikkerhedswire til campingvognen. For anden gang i år lykkedes det mig i går at koble vogntoget fra hinanden, men uden at frigøre sikkerhedswiren. Det aktiverer omgående bremsen (hvilket er tilsigtet) og efterfølgende sprænges linen.
Som altid føler man sig meget velkommen hos Charlotte og HC og udover det gode selskab blev vi beværtet med hjemmerøget laks med rejer og hjemmebagt brød. Til kaffen en stor nøddekage med rabarber.
Der blev også tid til en gåtur til Køgebugt og eftermiddagen i deres store flotte have med høje træer og udsyn til grønne marker. Det røde egern og råbukken, en seksender, lod sig også se på græsplænen i dag. Til aftensmad kartofler i flødesovs og lækker røget flæskesteg, og vin ad libitum (mit yndlingsmærke 😊). En dejlig dag i Strøby.
Onsdag, den 23. august 2023
Camp Adventure – Skovtårnet
Oplev suget i maven. Over Skovtårnets arkitektur, den sydsjællandske natur og den storslåede udsigt fra toppen af tårnet højt over træernes kroner. For her – midt i Gisselfelds skove – får du en sanselig oplevelse, fra første gang du ser det 45 meter høje tårn, til du står i udkigstårnets top og ser ud over det sydsjællandske landskab. Oplevelsen starter allerede ved den gamle vandmølle, når du første gang træder op på den i alt 3,2 kilometer lange, hævede gangsti, som bugter sig gennem skoven, rundt om træerne og over bækkene, indtil Skovtårnet pludselig toner frem mellem træerne. Så begynder opturen, og for hver gang du har gået en runde i en af de 12 cirkler mod toppen, vil du opdage, at naturen omkring dig forandrer sig sammen med arkitekturen. Op, op, op, indtil du når midten af udkigstårnet, hvor timeglasstrukturen er snøret så tæt sammen, at du næsten kan røre tre bøgetræer, som vokser i midten af tårnet. Til slut træder du ud på udsigtsplatformen 140 meter over havets overflade med udsigt over skov og marker, og hvor du på en klar dag kan se helt til København og Malmø mere end 50 kilometer væk. Suget i maven er ikke til at tage fejl af.
Efter besøget i Skovtårnet kører vi til en lille rasteplads nord for Sakskøbing, og her bliver vi indtil vi skal med færgen fra Rødby kl. 23:45
Torsdag, den 24. august 2023
Vi har været under vejs 18 timer og er nu ankommet til Azur Camping Regensburg. Vi har fået et par timers søvn inden overfarten med Rødby-Puttgarden færgen, og så igen i dag fra kl. 03:30 til 6:30. Tidspunktet vi har kørt på har været helt uden problemer (stau), men turens længde har været for meget. Det ved vi til en anden gang, men vil nok stadig være opmærksom på at køre ved nattetide. Kølige temperaturer, færre personbiler, og lidt færre lastbiler.
Klokken er nu 19:30 og lige om lidt er lyset slukket, - vi skal have indhentet noget søvn.
Lørdag, den 26. august 2023
Stadig varmt sommervejr i Regensburg, - men der kommer regn de næste tre dage og allerede fra i eftermiddag. Derfor har vi pakket lejren sammen og fortsætter turen mod Kroatien i morgen formiddag.
Inden har vi nået at været en tur i ’Altstadt’ Regensburg og overværet bryllup på Rådhuset, eller rettere set gæsterne og brudeparrene.
Regensburg er en by i det østlige Bayern, ved sammenvældet af Donau, Naab og Regen floderne. Det er hovedstaden i Oberpfalz regionen i den sydlige del af Tyskland. Regensburg har mere end 150.000 indbyggere og er den fjerdestørste by i Bayern efter München, Nürnberg og Augsburg.
Regensburg har en lang og rig historie, der går tilbage til keltisk og romersk tid. Byen var den første hovedstad i Bayern og et vigtigt religiøst, kulturelt og handelsmæssigt centrum i middelalderen. Byen har bevaret mange af sine historiske bygninger, broer, kirker og tårne, der afspejler forskellige arkitektoniske stilarter.
Regensburg har også mange attraktioner og aktiviteter for besøgende, såsom kulturelle ture, private og skræddersyede ture, vandreture, dagsture og udflugter, kirker og katedraler og historiske steder.
Søndag, den 27. august 2023
Det regner i Regensburg og det fortsætter med dagsregn de næste tre dage. Derfor gør vi de næste to dage til køredage, og kører i dag til Villach, Østrig og mandag videre til Kroatien
Mandag, den 28. august 2023
En sidste køredag på vejen til Kroatien og vi ankommer til Camping Park Soline omkring kl. 14:00 og får anvist den plads vi har forhåndsreserveret. I tredje række og blot 30 meter fra Adriaterhavet. Det er planen vi bliver her de næste 4 dage, måske med et tillæg på to, så vi først kører søndag og slutter os direkte til de øvrige danskere og DCU stævnet. Det starter lidt længere nede af kysten.
Tirsdag, den 29. august 2023
Vejret har været noget omskiftelig i dag. Timer med stærk sol, overskyet, og pludselig og heftige regn og tordenbyger, men med temperaturer på 22 – 24 gr. så på ingen måde koldt.
Om eftermiddagen går vi turen langs kysten fra campingpladsen til den lille havneby Biograd na Moru, som vi bor ikke så langt fra. På turen får vi bekræftet at turismen bærer en stor part af indkomsten for mange lokale her, hvor den ene souvenierbod afløses af den anden, uden at glemme pizza, is, og små caféer og restauranter.
Onsdag, den 30. august 2023
De pladser vi ligger på er pænt store, noget der ligner 10 x10 m, men mange af dem er udfordret af to eller flere træer, så udnyttelses grader bliver noget mindre.
Vi kan være på vores plads, når bagenden af bilen stikker ind under markisen, og det går fint indtil vi skal ud at køre 🤫Vi har cykler med og har kørt rigeligt i bil, så den får lov at stå parkeret de næste dage.
Alle vores naboer og genboer, forsvandt her til formiddag, og det gav udsyn til havet i fuld bredde
Torsdag, den 31. august 2023
Årets sidste kalender sommerdag, og den har været fin, med høj sol og 24 gr. varme. Vi har nydt badedagen, handlet lidt kolonial, og fået kørt en kogevask så der nu igen er rent tøj i skabene.
Om Kroatien
Kroatien er et land i Centraleuropa og tidligere republik i Jugoslavien. Landets areal udgør 56.542 km². Kroatien omfatter den dalmatiske kyst, øerne i Adriaterhavet og Slavonien – en del af den nordlige lavslette i det tidligere Jugoslavien.Hovedstad er Zagreb og befolkningstallet er i 2021 på 3,9 mio.
Fredag, den 1. september 2023
Endnu en varm sommerdag med sol og 26 gr., og vi har nydt at bo og være ved havet i dag, som alle de andre dage vi har været her. I morgen går det videre mod syd – ca. 15 km til Amadria Park Camping Trogir.
Vi forlader en rigtig god campingplads som kun på et område har været os til gene. Hunde, - især to har umotiveret og gentagende givet hals og mindet os om at stille hunde på en campingplads ikke er en selvfølge. Vi har intet imod hunde på campingpladsen, og er ofte fulde af beundring og respekt når vi oplever hvor fint samværet kan være. Desværre ikke under dette ophold.
Lørdag, den 2. september 2023
Turen går videre til den første formelle campingplads, hvor vi i morgen skal møde de øvrige stævnedeltagere. Blot 115 km længere mod syd er vi fremme ved Amadria Park Camping, i nærheden af split. En campingplads i meget høj klasse med terrasse inddelte områder, hvor mange har udsyn til havet, fri internet (som virker) og frit brug af varmt vand, alt for 204 kroner pr døgn.
Vi har hilst på de første rejsefæller og genkendt vores nabo, som vi var i Italien med i 2022.
Efterfølgende et første indtryk af udsigten fra vores campingplads.
Søndag, den 3. september 2023
Stævnets deltagere er nu samlet og alle 51 tilmeldte plus 4 rejseledere er mødt, så vi er fuldt hold.
Vi har tidligere rejst med 5 par fra holdet, og glæder os til at komme til at lære de øvrige at kende.
Vejret de næste dage: Tørvejr med temperatuer mellem 27 og 31 grader om dagen.
Mandag, den 4. sep. 2023+
To dage før stævne start faldt en af deltagerne – Grethe – ved et besøg på stranden, og brækkede det ene ben. Hun kom på sygehuset og blev lagt i gips.
Sammen med rejselederne og guiden fik de ordret alt det praktiske, og i dag ville Grethe gerne have hjælp til at udfylde papirerne til SOS DK. Alt sammen via hjemmeside og vedhæftede filer, og den øvelse ville hun/de gerne have hjælp til, så det hjalp jeg med i formiddags.
Til eftermiddag gik vi en tur langs kysten mod Trogir, og nød det meget smukke landskab vi bor i lige nu. I aften er der fællesspisning på restauranten og der bydes på "en lækker velkomst menu" Går ud fra de gør sig lidt ektra umage i anledning af vores 47 år bryllupsdag. 😘
I morgen går turen videre til Dubrovnik.
Tirsdag, den 5. sep. 2023
Afrejse fra Amadria og kørsel til Solitudo-Dobrovnik (255 km)
Jeg tror vi har kørt i noget af den smukkeste natur gennem mange år, på strækningen mellem Trogir og Dubrovnik. Med høje bjerge på den ene side og dybt under os det dybblå Adriaterhav. Små landsbyer, der nærmest er hugget ind i bjergsiden og dybe frodige dale hvor kroaterne dyrker deres grønsager og frugt i bunden af dalen og vin på de tilstødende bjergskråninger. Den kroatiske hvidvin er ok mens rødvinen ikke er værd at bruge penge på.
I morgen er vi på en todages bustur til Mostar og Sarajevo, så derfor bliver der ikke skrevet dagbog de kommende dage, men fredag er der nok en del billeder fra omtalte udflugt.
Fredag, den 8. sep. 2023
I går og i onsdag fik vi forsøgt forklaret historien og baggrunden for krigen i det tidligere Jugoslavien, og helt ubegribelige myrderier og overgreb. Alt sammen med udspring i religion og handlinger begået for mange århundrede siden, som hos befolkningen her har givet anledning til et ubegribeligt had og hævntørst. Muslimer mod katolikker og andre trosretninger. Drenge og mænd er blevet myrdet, kvinder fanget og voldtaget i et ubegribeligt omfang. ALT SAMMEN ER DET KUN 30 ÅR SIDEN!!
Det er næsten ikke til at rumme, nærmest umulig at forstå, men når man oplever landene og Bosnien vi lige har besøgt, er der ingen tvivl om at historien er sand. Sarajevo var belejret i 4 år. Borgerne havde ingen vand, strøm, eller gas. For at klare sig mod vinterkulden brændte borgerne loft og gulvbrædder og til sidst blev vinduesrammerne og brugt som brændsel. Hele byen blev tømt for alt brændbart, hvilket ses i bybilledet. Alle træer er ikke ældre, end den dag krigen stoppede.
I dag gik vi en 8 km lang tur rundt om Lapad halvøen, og billeder herfra kommer her.
Lørdag, den 9. sep. 2023
Bustur til Montenegro. Her får vi en gennemgang af historien og der serveres en lækker frokost.
Sådan stod er i programmet, men det holder ikke helt. Historien var primært centreret omkring den gamle middelalderby Kotor, og det føg med årstal og navne på ukendte kejsere mm, - aldeles uinteressant. Hertil skal lægges en bustur på næsten 3 timer ud og 3 timer tilbage. Ventetiden ved grænseovergangen fra EU til Montenegro tager ikke under 3 kvarter, så i dag har vi været alt for meget i bussen. Den lækre frokost, kan med rimelighed reduceres til en frokost. – Så lidt en øv dag! Men det undgås nok ikke helt. Vi glæder os over godt vejr med solskin og 30 grader, og det samme i morgen, hvor vi er på egen tid.
Montenegro (betyder "det sortebjerg") er en republik på Balkan.Montenegro grænser op til Adriaterhavet, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo og Albanien.
Den 21. maj 2006 afholdt Montenegro en folkeafstemning om opløsning af unionenmed Serbien. Dagen efter viste det statskontrollerede resultat, at 55,5% havdestemt for uafhængighed, hvilket var lidt mere end de krævede 55%. Som følgeheraf erklærede Montenegros regering landet uafhængigt pr. 3. juni 2006.
Søndag, den 10. september 2023
Sommer, sol og det er søndag, - vi holder fri. Bruger formiddagen til tøjvask, her i solen er det tørt på under 2 timer. Eftermiddagen en tur langs kysten indtil inderhavnen i Dubrownik (8 km) og om aftenen er der arrangeret "Langbord" med fælles spisning samvær og hygge.
Mandag, den 11. sep. 2023
Udflugt til de tre små øer Elafiti, hvor vi får tid til at gå en tur på øerne og en frokost ombord på skibet. Vi er hjemme igen kl. 17:00 og dagens tur var sidste del af programmet i Dubrownik. I morgen går det atter mod nord, ca. 355 km, til Camping Soline Biograd, som var den plads vi brugte på udrejsen inden mødet med DCU gruppen.
Billeder fra dagens sejltur følger herunder
Tirsdag, den 12. september 2023
Afrejse fra Solitudo og videre til Soline, Biograd.
Køretid ca. 4½ time og helt uden problemer. Google Maps hjælper os med den rigtige vej ud af Dubrovnik (ringvejen uden om centrum), og så snart vi var på motorvejen starter vi en god lydbog, Søstrene fra Thy, og med den æder vi tid og kilometrer og tiden på vejen går hurtig.
Onsdag, den 13. sep. 2023
Bustur til øen Pag og et specielt besøg på en ostefabrik med prøvesmagning og en masse information om hvorfor netop osten herfra er en af verdens bedste. Ostene smage godt, men når man er Danbo 45 fan er ostemageren udfordret.
Øen Pag har en lang tradition for ostefremstilling og landbrug og er den mest fordybede ø i Adriaterhavet , hvilket giver perfekte betingelser for fremstilling af ost. Øen Pags østlige landskab er domineret af bjergkæden på fastlandet, Velebit . Det er på disse sneklædte tinder, at varm og kold luft samles, og især om vinteren, føder Pag Bora . En stærk, kølig, tør vind, der samler styrke, da den vælter ned ad Velebits sydlige skråninger ud på det rolige hav. Boraen tørrer derefter og bliver til tørt saltstøv, som den derefter spreder over hele Pag og forvandler den til en hvid, salt ø. Saltstøvet bliver vådt, når det falder ned på vegetationen, som om det blev kastet på det som kogende vand, og under disse forhold på de klippefyldte bakker i Pag er det kun de ekstremt modstandsdygtige ogaromatiskeplantearter, der overlever. Den bedst kendte og mest dyrebare er den duftende Pag's Sage, der er talrige kolonier af denne lilla blomstrede plante, som pryder den rene hvide kalksten i maj, og fylder luften med dens duft.
Det er på en sådan salt og aromatisk vegetation, at Pags autoktone fårerace græsser frit, hvilket giver lokale får unikke kvaliteter og smag i deres mælk, som derefter gennemsyrer smagen af Pag-ost.
Torsdag, den 14. september 2023
Programmet melder fridag i dag, så vi slapper af efter en formiddagstur langs kysten, en tur på godt 7 km. Om aftenen er der fælles middag på campingpladsen, en tre retters menu med fiskesuppe, tunkotellet og en kage til dessert.
I morgen fortsætter turen nordpå med en strækning på 263 km til Camp Slapi'c nær Zagreb. Her bliver der kun tale om en enkelt overnatning til lørdag, hvor vi kører videre til Maltatal i Østrig.
Fredag, den 15. september 2023
Vi nåede frem til Camp Slapic kl. 13:30 efter en problemfri køretur. Dog blev vi udfordret på det sidste stykke hvor GPS'en i bilen og efterfølgende Google Map hjalp os frem til bestemmelsesstedet af ganske små og kuperede komunalveje, hvor en c-vogn på 2,5 meter fylder ganske meget, Men over de 14 - 16 km der var tale om mødte vi kun et par personbiler, som ikke gav anledning til problemer.
I Ukranien er der ingen, eller meget lidt industri, og det ses bl.a. i rene vand. Vi bor ved floden Mreznica og her er vandet så rent så selv med en dybde på 3 måske 4 meter er der ingen problemer med at se bunden
Lørdag, den 16. sep. 2023
Afrejse til Maltatal i Østrig. Vi fortsætter turen 300 km længere mod nord, og ankommer til Terrassen Camping Maltatal omkring kl. 14:30. Her skal vi være til mandag morgen, hvor hjemrejsen til Danmark starter.
Søndag, den 17. sep. 2023
Standerstrygning og afslutningsmiddag på Maltatal. Det er de primære overskrifter for dagen, stævnet slutter i dag.
Mange nye indtryk skal nu lagres og bearbejdes, og mødet med mange nye campister skal på plads. Nogen er lette at glemme, andre deler vi mail med og måske ses vi et andet sted i Europa, til et helt andet stævne med en pakke fuld af nye oplevelser og indtryk. Så længe lysten og helbredet tillader er vi med, og håber det bliver lang tid endnu.
I morgen mandag går turen direkte mod Hørning, og vi har planlagt en rute med stop i Nürnberg og Hannover og sent hjemkomst onsdag aften/nat. Trafikken i Tyskland kan, og har før, ændret vores planer så vi er forberedt.
Dagbogen slutter her
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes