Tirsdag, den 20. sep. 2022
Billederne herunder viser Messina Strædet og stranden neden for campingpladsen.
Vandet er krystalklart og omkring 27 grader, og fint til badning og snorkling og hvad ellers 'vandhundene' nu bruger dette element til.
Gruppen har haft fridag i dag, og den er generelt blevet brugt til at slappe af efter gårdsdagens køre- og sejltur her til Sicilien.
Onsdag, den 21. sep. 2022
Busturen i dag går til Etna, som er Europas største vulkan og mest aktive, sidst i 2013. Vi skal med bus, kabelbane og køre med firhjulstrukne køretøjer for at komme til toppen. Vulkanen er præget af både frodige marker og måneagtige landskaber, ligesom den er omgivet af landsbyer bygget i sort lavasten.
Vulkanen er 3.357 m høj, hvilket er tre gange Vesuvs højde, og består af flere vulkaner på det samme bjerg. Omkredsen af disse vulkaner, som vi samlet kalder Etna, er 150 km. Hovedkrateret er ovalt og på 7 x 5 km og 1 km dyb. I dag kom vi helt hen til kanten, men på grund af skydækket var der ikke noget at se i dag. Uheldigt – men alligevel fik vi et godt indtryk af hvad det hele består af.
Etna er en aktiv vulkan, med et mindre ubetydeligt udbrud i maj i år, men alligevel er bjerget tæt befolket, med en befolkning der lever i troen på, at kommer der et alvorligt udbrud ”bliver det nok på nordsiden” og modsat tænker dem på nordsiden, ”det bliver nok på sydsiden”.
Torsdag, den 22. sep. 2022
I dag er vi til vinsmagning i vinhuset Nicosia, som ligger ca. 5 kvarters kørsel fra campingpladsen. Igen er det to busser der henter os. Den ene kører et sidespejl af, der vi kører frem mod vinslottet. Dermed er bussen sat ud af drift og den bus vi kører i må tilbage og hente gæsterne fra bus 2. Da vi troede vi skulle til at hjem kl. 17:30 var erstatningsbussen ikke kommet og utallige opringninger kom den så frem kl. 19:00
Vinene som vi smagte, var OK men ikke af en kvalitet vi ville køre igennem hele Europa med, så der blev ikke købt noget fra vores side.
I morgen er der bustur til den historiske by Siracusa, med afgang fra pladsen kl. 07:30.
Fredag, den 23. sep. 2022
Heldagstur til Siracusa
Siracusa er en italiensk by beliggende på østkysten af Sicilien. Byen har 121.171indbyggere.
Siracusa blev grundlagt som en græsk koloni med navnet Syrakus i 734 f.Kr. og blev i løbet af de følgende århundreder til en af de største byer i datidens verden på højde med Athen og Sparta. Byen blev oprindeligt grundlagt på den lille ø, Ortigia, og bredte sig derefter ind på fastlandet. På Ortigia finder man domkirken, der oprindeligt blev bygget som tempel for Athene i 5. århundrede f.Kr., senere ombygget til romersk tempel for Minerva, og senere igen til kristen kirke, hvor søjlerækkerne er de oprindelige fra det græske tempel. På Ortigia finder man desuden velbevarede rester af et tempel for Apollon. Endelig finder man på Ortigia Arethusas kilde, hvor der, som et af de få steder i Europa, kan vokse papyrus..
På fastlandet findes et stort arkæologisk udgravningsområde med velbevarede ruiner fra både græsk og romersk tid, bl.a. findes der rester af såvel et græsk som et romersk teater. Det græske teater kunne rumme over 15.000 tilskuere, og er således et af de største af sin art. I nærheden findes store stenbrud, Latomia del Paradiso, hvor byggematerialer til Siracusas oldtidsbygninger blev hentet. Det var store mængder sten, der skulle anvendes, og stenbruddet er således visse steder næsten 50 meter dybt. Her finder man også Dionysios Øre, en klippegrotte, der blev anvendt som fængsel af byens herskere. Dionysios var en af disse, og i grotten forstærkes al lyd 16 gange, og en legende siger, at Dionysios derfor brugte grotten til at aflytte om fangerne konspirerede imod ham. Navnet Dionysios Øre stammer dog først fra 1608, hvor maleren Caravaggio besøgte grotten, og fandt på navnet.
Fra nyeste tid stammer den meget store kirke, Santuario della Madonna delle Lacrime, der blev åbnet i 1994. Kirken er en valfartskirke bygget til en madonnafigur, der oprindeligt befandt sig i et privat hjem; men som ifølge katolsk tro i 1953 begyndte at græde rigtige tårer.
Siracusa blev i 2005 sammen med Necropoli di Pantalica optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Lørdag, den 24. sep. 2022
Fridag, hvilket betyder at vi har en dag uden noget programlagt.
Det fik vi så. Få det er en kendsgerning at vi er nået ud i de sidste dage af turen og derfor blev dagen i svær grad brugt til at mødes på kryds og på tværs. Kl. 11:00 kom vores nabo for at byde på frokost, han havde sild med fra DK som han gerne ville dele med et par stykker mere, så vi tog ’Røde Aalborg’ under armen og sagde ja tak.
Kl. 15:00 havde vi en kaffe/øl aftale med Freddy og Anne Marie, som gerne ville have lidt støtte i forbindelse med sejlturen tilbage til fastlandet, men også viden om nærmeste overnatningsplads efter en køretur på 4-500 km op igennem Italien. Det fik vi en snak om.
Kl. 17:00 var der kaldt til ’bestyrelsesmøde med ledsager’ et helt uformelt møde hvor de delte fælles indtryk og oplevelser af og fra turen. Her blev der også mulighed for at tømme et par slatter vin mm der var blevet tilovers fra diverse arrangementer. Hjemme igen kl. 18:30
I morgen er stævnets sidste dag, og det rundes af med en fælles aftenspisning kl. 18:00. Dagen kommer til at gå med klargøring af udstyr til de ca. 2800 km der hjem til DK, vi har allerede fokus på målet.
Dagbogen fortsætter her, men i info form, hvilket betyder at vi fortæller hvor vi er på den givne dag. Der opdateres ikke nødvendigvis hver dag.
Søndag, den 25. sep. 2022
Italien-/Sicilien stævnet er officielt slut i dag kl. 17:00.
På billedet er det vores formand Anne-Birthe Christensen, der afslutter og takker af. Ved siden af hende næstformand John Sülau Jørgensen (m/guitar)
Campingpladsen havde sørget for en lille overraskelse i form af lokal underholdning med siciliansk musik. Meget engagerede musiker der underholdt med nogle numre inden vi spiste fælles afskeds middag.
I morgen starter vi turen hjem til Hørning, og vi fortæller kortfattet her i dagbogen, hvor langt vi er kommet
Mandag, den 25. sep. 2022
Efter en dagstur på 450 km, i silende regnvejr hele dagen, er vi nu tilbage på Camping Lido, Salerno, syd for Napoli. Det var den plads vi var på de 4 dage vi var i corona isolation. Vi fandt færgen der skulle sejle os fra Sicilien til fastlandet ved hjælp at navigation i bilen, Google Maps, og vejskiltene i nærområdet, og kørte på den måde direkte ombord på færgen – uden problemer.
Tirsdag, den 27. sep. 2022
Tror vi begge har et pænt stort behov for at komme nord på så hurtig som muligt. Dagens etape blev på 650 km og 8 timer inden vi laver et pit stop i Modena, som ligger lidt vest/nordvestlig i forhold til Bologna, i nord Italien.
Vi er kun inde på en overnatning og derfor er der ikke koblet fra bilen. Kun støttebenene er nede, der er 230 v på vognen og det er det.
I morgen er vi klar til endnu en dagstur for hvis trafikken tillader kører vi herfra og til Obernai, Alsace, Frankrig, som ligger tæt på den direkte tur hjem.
Onsdag, den 28. sep. 2022
625 km gennem 3 lande blev det til i dag, og vi nåede som nævnt i går frem til Camping Obernai, Frankring. Her bliver vi de næste 3 dage og puster ud efter de ca. 1900 km vi har tilbagelagt de seneste 3 dage.
Dagen blev med udfordringer, for kort efter start i Modena blev motorvejen, vi troede vi skulle køre ad, lukket og trafikken ledt ud på tilstødende lokalveje. Det kom til at koste os to timer og en tilbagelagt afstan på 50 km, men det hører med når man krydser ned gennem EU.
Vi kører ud af Italien, gennem Schweiz og direkte ind i Frankrig for at komme til dagens mål, hvor vi ikke har været de seneste 6 år. Det er et dejligt gensyn, uagtet temperaturen nu er nede på 14 - 16 grader, - vi er kommet en del nordligere og kun 1.000 km hjem til DK.
Billederne er fra et pit-stop i det smukke Schweitz, som også kan noget i regnvejr.
Torsdag, den 29. sep. 2022
I Obernai, Alsace ligger der en forretning, som udelukkende sælger glutenfri produkter. Boulangerie libre de Gluten. Vi har været her før men besøger den igen i dag, hvor vi er en tur gennem byen, der iøvrigt helt ligner sig selv - heldigvis!
Formiddagen bruger vi til rengøring, oprydning og indkøb.
Lørdag, den 1. okt. 2022
Formiddag. Kører en tur ned af vinruten og får også købt et par flasker med hjem
Eftermiddag. Slapper af og gør klar til køreturen i morgen, hvor vi gerne skulle nå op til Camping Birkensee ved Hannover
Søndag, den 2. oktober 2022
En ubesværet køredag, hvor søndagen friholder vejnettet for lastbiler, og tidspunktet på året stort set er uden turister. En fornøjelse at køre på de velanlagte tyske motorveje, hvor vi ellers så tit har siddet fast i vejarbejde eller stau p g a alt for mange belister generelt.
I morgen fortsætter vi til DCU-camping Kollund. Lagrene skal fyldes op, hvad angår gas, øl/vin og diverse madvarer til køler og fryser, sådan at, når vi fortsætter turen onsdag er det med kurs Sørens Toft 5, Hørning
Her slutter dagbogen
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes